Referat fra generalforsamling onsdag den. 25.03.2026

 

Sted:

Selskabslokalerne Carlsro Hallen Borgmester Gustav Jensens vej 15 2610 Rødovre.

 

Referat:

Frokost serveret kl.12.00- 12.50.

Mødet startede kl.12.50.

Holger Hansen bød velkommen til de 93 stemme berettigede.

Der blev holdt 1 minuts stilhed for de kollegaer der er afgået i løbet af året.

 

1. Valg af dirigent: Michael Bovbjerg Hansen fra ESL blev valgt.
2. Godkendelse af forretningsorden: Godkendt uden bemærkninger.
3. Valg af stemmeudvalg: 
Oliver Vinther

Stig Christoffersen

Kenneth Larsson

4. Bestyrelsens beretning:
 Holger læste beretningen op:

 

Kære alle.

Så gik der et år mere.

Mange undrer sig over, at det stadig er mig, der står her og giver beretningen. Der skete dog meget sidste år, og derfor bliver dette også min helt uigenkaldelige sidste beretning som fællestillidsmand.

Det har været næsten 10 vidunderlige år. På godt og ondt – men mest godt.

Jeg har været meget ude i afdelingerne, og jeg har fået masser af gode input fra jer alle. Tak for det.

 

Overenskomst og uddannelsesmuligheder

Efter den nye overenskomst kom der i 2026 1 % ekstra på fritvalgskontoen.

Den kan bruges til løn, fridage eller pension. Husk også, at I stadig kan uddanne jer.

Der er fortsat op til 8 dages frivillig uddannelse gennem kompetencefonden under Pension Danmark.

Kære venner – benyt det. Det er selvvalgt uddannelse og det er ikke driften, der bestemmer.

 

Sammenlægningen med Lejerbo

En stor del af året har handlet om sammenlægningen med Lejerbo.

På vegne af funktionærerne gav jeg mandat til, at sammenlægningen kunne gennemføres.

• Den 6. maj stemte repræsentantskabet i DAB ja.

• Den 19. maj stemte Lejerbo også ja.

To store ja’er – og glæden var stor.

Vi fik at vide, at sammenlægningen ikke ville berøre ejendomsfunktionen. Men kort efter fusionen blev ejendomskontorerne alligevel pålagt flere og flere opgaver.

Nu – 7 måneder senere – er vi stadig ikke i mål. Særaftalerne er slet ikke gået i gang.

Begrundelsen har hele tiden været, at HR har for travlt, og at de er slidte. Men det slider altså også på medarbejderne. Det er trist, for det er jo medarbejderne, der giver smør på brødet.

 

Dialogudvalg og klubarbejde

VNE er nu erstattet af et dialogudvalg. Vi har haft et møde om, hvordan udvalget skal fungere efter sammenlægningen. Her blev der først foreslået, at alle klubber skulle have lige mange pladser. Det var vi uenige i. Med tre fuldmagter fra klubber uden for DAB-klubben fik vi én plads mere. Men da vi kom med fuldmagterne, blev Kundedirektør og HR-chef Signe pludselig enige om, at alle tillidsmænd kunne deltage.

 

Grundkurser og nye arbejdsgange

Grundkurser i den gamle form hvor man mødes fysisk – er nedlagt.

Fremover foregår det på Teams. Jeg fik tilbudt at indtale en video om mig selv og klubben.

Det kommer ikke til at ske, da det virker upersonligt.

Formålet var jo netop at sætte ansigt på de mennesker, man skal have kontakt til i DAB. Men det ønsker man åbenbart ikke længere – hverken i DAB eller Lejerbo.

 

7. april – ny platform

Den 7. april skal Lejerbo over på vores platforme, og så skulle alt være i orden.

Det bliver spændende at se, om det fungerer fra dag ét. Det jeg hører er, at mange tager fri den dag fordi de ikke regner med, at systemerne virker.

 

Overenskomst og AMR-vederlag

Der kom også nyt om AMR og ESL. AMR-medlemmer kan få et vederlag på 4.500 kr. Men nogle kom i klemme, fordi de ikke var registreret i EFK.

Så min opfordring er:

Kontakt EFK og tjek, om du er registreret – og fra hvilken dato.

Hvis der er gennemført valg uden det rigtige papirarbejde, så er der ingen vederlag.

 

Farvel til arbejdsmiljølederen

Det er med stor sorg, at vi mister vores arbejdsmiljøleder, Søren Silving.

Han har søgt nye udfordringer i den private sektor.

Vi i bestyrelsen er usikre på, hvordan miljøgrupperne vil fungere fremover.

Ole Jacobsen sagde, at man ville finde en, der var magen til ham. Jeg må være ærlig: Jeg tror ikke, han eller hun findes.

 

Arrangementer

Vi deltog i DHL-stafetten i august.

Det var et stort tilløbsstykke – både for DAB, for Lejerbo og for funktionærerne. En rigtig fin dag med stort engagement.

Klubbens store tur gik til Menstrup Kro til revy og dans med overnatning. Vi var 130 veloplagte kollegaer, og der var masser af fis og ballade.

En super hyggelig oplevelse. Tak til alle, der deltog.

 

75-års jubilæum

Den 10. oktober 2026 fylder klubben 75 år. Det skal naturligvis fejres med manér. Fejringen finder sted på Nyborg Strand – samme sted som vores 70-års jubilæum. Tilmelding og mere information kommer i maj.

 

Afslutning

Til sidst vil jeg gerne sige tak for jeres store opbakning og den tillid, I har vist bestyrelsen.

Og personligt vil jeg sige en stor tak for den måde, I har behandlet mig på gennem alle årene.

En særlig tak skal også lyde til fagforeningen – og især til ESL.

Og så en sidste opfordring:

Støt den nye fællestillidsmand på samme varme måde, som I har støttet mig.

Med disse ord vil jeg takke af for denne gang.

 

(Holger modtager stående Bifald fra salen).

 

5. Regnskab for klubben:
Niels gennemgik årsregnskabet.

Niels gennemgik Feriefondens regnskab,

Der blev foreslået i salen at regulere prisen.

Niels berettede, at prisen faktisk for nylig er reguleret. til 2000.- kr. for en uge.

Begge regnskaber blev godkendt uden yderligere bemærkninger.

6. Indkomne forslag:
Forslag 1: kasser kan flytte penge rundt på de forskellige kontoer.

Forslaget vedtaget.

Forsalg 2: Bestyrelsen ønsker ændring i sammensætningen fra 9 personer til 7 personer

Forslaget vedtaget

7. Valg:
7.1: Valg af bestyrelsesmedlemmer:

Holger Hauer Hansen - modtager ikke genvalg som Fællestillidsmand.

En samlet bestyrelse indstillede Peter Thornbull Olesen til Fællestillidsposten efter Holger.

Peter Thornbull Olesen blev valgt.

Henrik Møller Holst modtager ikke genvalg.

Jan løwe Nielsen modtager ikke genvalg.

Bo Nordqvist modtager genvalg – genvalgt.

Tim Franklin Petersen stillede op til bestyrelsen – Tim valgt.

 

7.2 valg af bilagskontrollanter

Johan Kimose modtager genvalg - genvalgt.

Pia Knarkegaard Christensen modtager genvalg - genvalgt.

 

7.3 valg af bilagskontrollant supleant for et år:

Oliver Vinther modtager genvalg - genvalgt.

 

Michael Bovbjerg Hansen fra ESL tiltræder talerstolen

Michael fortæller at Generalforsamlingen egentlig er forbi, men at han også gerne vil sige et par ord til Holger.

Michael takker Holger for det arbejde han har gjort for fagforeningen, ESL og klubberne.

Michael fortæller at han har kendt Holger lige siden starten, for 10 år siden. Og at Holger altid har været villigt alle vegne. Måske på nær en gang imellem af arbejdsgiverne.

 

Peter Thornbull Olesen tiltræder talerstolen

Peter takker Holger, Henrik og resten af bestyrelsen for den tid de indtil nu har haft sammen og den hjælp og støtte Bestyrelsen har givet ham indtil videre, i kraft af hans tid som bestyrelsessekretær og i hans beslutning om at opstille efter Holger.

Peter fortæller at det ikke vides om vi går en lys eller mørk fremtid i møde ifm. sammenlægningen og de udfordringer der følger med.

Men at han håber på at vi sammen kan gøre alt for at gå i den rigtige retning og påvirke vores arbejdsgiver om det selv samme.

Peter fortæller at han håber at forsamlingen om 1, 2, eller 4 år, befinder sig til en generalforsamling som i dag og tænker; uanset om det i mellemtiden gik rigtig godt, eller mindre godt. Så er ham Peter vi i 2026 valgte som fællestillidsmand, en fællestillidsmand der kæmper for vores sag.

 

Lodtrækning:
Uge på Rømø: vinderlod nr. 40, Carsten Rasmussen.

Gin: vinderlod nr. 13 – Jane Lauritzen.

Rom: vinderlod nr.9 – Jan Christian Pedersen.

Gavekort: vinderlod nr. 90 – Holger Hansen.

Gavekort: vinderlod nr. 17 - Steen Meyer.

2 flasker rødvin: vinderlod nr. 56 – Michael Christensen.

2 flasker rødvin: vinderlod nr. 79 - Adam Olsen.

1 flaske rødvin: vinderlod nr. 61 - Claus Hansen.

1 flaske rødvin: vinderlod nr. 63 – Lars Dyring.

 

Holger overdrager en gave til Michael Bovbjerg Hansen, som tak for at være dagens dirigent.

 

Holger siger tak til Michael Bovbjerg Hansen og de fremmødte.